Tale til de unge ved sosialistisk konfirmasjon

Våren er konfirmasjonstid, og for progressive er sjølsagt såkalt borgerlig konfirmasjon å foretrekke framfor religiøs metafysikk og bibelord.
Men et sosialistisk konfirmasjonsrituale er ikke-eksisterende. Om det i en periode fantes i norsk arbeiderbevegelses historie, veit ikke vi.

Alt vi veit er at dikteren Arnulf Øverland skrev denne «talen til de unge ved sosialistisk konfirmasjon».

Vi hilser dere velkommen

unge kvinder og mænd!

Dere er færdig med lekser,

opdragelse og skjænd.

Og blev der for meget av det –

nu kan dere gi igjen!


Vi hilser dere velkommen

til arbeid, til fest og strid,

og til å gå sammen med os

frem mot en bedre tid.


Vi er underveis, vi er langt fra mål,

og skal vi komme længer,

da er det de unges kritik og kraft

og pågangsmot vi trænger!


Vanen tar makten fra gammelt folk,

vi går de samme gater.

Det vi behøver mer og mer

er unge kamerater!


– ikke snilde og lydige barn

som altfor let lar sig bøie

og brænder inde med hat og hevn

under en banket trøie!


– ingen som overdøver sin angst

med jammerlig skryt og skrål!

Vi må ha rolig og tænksomt folk

med en vilje så hård som stål!


Vi har for meget av feig fornuft

som kvæler opriktig harme;

vi mangler både kritik og tro,

både forstand og varme!

 

Vi vil ha åpen tale,

selv om den falder besk,

fordi det gir en bedre luft

end søtlig smiger og fjesk.

Vi kan ikke spise sukker

og syltetøi på flesk! 

 

***


Dere har læst de ti Guds bud –

vi doblet dem ofte til tyve.

Lad os nu prøve om det går an

å holde op med å lyve!


Vi sa dig: Du skal ikke stjæle

og ikke bedrive hor,

men sutre og angre og be til Gud

og hædre din far og din mor!


Dette er loven som prestene ga.

Herren skulde vi tjene.

Og at loven er lagt som en lænke på os,

den ting er nok på det rene!


Derfor er prestene altid ræd

for at menigheten skal tænke.

For tanken, den er en oprørsk kraft,

den bryter lov og lænke!


De bød os bibel og brændevin

og lot os få lov til å drømme

om Lazarus og den rike mand.

Slik holdt de «pakket» i tømme!


Hvem er det du endelig ikke

må stjæle noget fra?

Det er vel fra dem som eier noget

– hvad skulde du ellers ta?

Men om vi nu fik hvad vi trængte,

hvem trængte å stjele da?


Hvem er det du altid skal tjene

og lyde og akte og ære?

Det er vor kirke og hær og bank!

Det må du engang lære.


Hvis ikke, blir alting kaos,

og da må verden forgå.

For det har de både skrevet og trykt,

og da må det være så.


Men gud alene må vite,

hvor meget prestene tror

av det de kalder hellig skrift

og kalder Herrens ord! 

 

*** 


Der er ingen engler i luften

med vinger og hvite klær!

Der er ingen gud som ser dig

og som har småbarn kjær!


Der er ingen frelser som frir dig

fra dine sorger og plager!

Dem får du bære på egen ryg

og alle dine dager!


Der er ingen himmel med harpespil

og andet tidsfordriv!

Du lever ikke, når du er død!

Du har et eneste liv!


Der er en fabrik, et kontor, et skib,

et anlæg eller en gård,

og der skal du tråkke så længe du lever,

og det kan bli mange år!


Men endda smaker en strævsom dag

på egen gård og grund;

og når kornet drær i sol og blæst,

det er en lykkelig stund!


Og om du var tørnet ut til vakt

og kjendte den gygngende planke

og visste at skibet også var dit!

Det var ingen dårlig tanke.


Og stod du i en kooperativ

bakom en skinnende disk

og veiet den friske vare op:

kaffe, poteter, fisk,


da var det vel ikke så ilde

å vite med tryghet dette:

I Norge arbeider alle mand,

og her får de sin mætte!


Ja selv om du pent fik sitte

bøiet over et bord

og skrive og regne og tælle tal

på et eller andet kontor –


når du visste, at dette var nyttig arbeid

som gavnet oghså dig selv,

og der var ingen chef som nyttet deg ut,

og du var ingen herres træl –!


Er det et rykende smelteverk

eller en osende smie –

at du og de andre rår der selv,

det har vel noget å sie!


Står du ombord i en skøite

og rensker et iset garn –

det er surt å gjøre for renter og gjæld,

bedre for kone og barn.

 

***
Det blir ingen revolusjon til påske,

det tror vi ikke mer.

Men der er ingen grund til å tvile

på ting som vi daglig ser:


Vi ser at det siger og svikter

i borgernes gamle hus.

Det revner og ramler her og der,

snart ligger det hele i grus!


Kanhænde kommer der blodige år

og vintre, hårde som jern.

Men en ting vet vi: vi vinder!

Og dagen er ikke fjern!


Blir det til alvor, da er det

følgende ting det gjælder:

aldri å løfte våben

mot egne klassefæller!


og aldri la seg berude

av fædrelandske fraser!

aldrig å tro at fremmede folk

er mindreverdige raser!


altid å kjenne brødre,

også i fremmede klær!

koldt og nøkternt å vite

hvem dine fiender er!


Ofte nok har vi set det

at proletarer slås

og tramper ned hverandre.

Det skal ikke ske hos os!

 

*** 


Vi lover dig ingen gaver

som ikke du selv må ta.

Ustanselig må du erobre

den menneskerett du vil ha.


Sosialismen står ikke

skrevet og trykt på papir.

Den er en levende skapning,

vi vet ikke hvordan den blir.


Den gror av din strid og længsel,

den vokser med samfundets vekst.

En sandhet må leve i menneskehjertet,

den dør i tese og tekst!


Kulturen er heller ingen arv

som sølv på en kistebund;

kulturen er det du vet og kan

og tenker hver dag og stund!


Men friheten har du vel arvet,

og landet, det er jo dit?

Når folket er bundet i fattigdom,

da er ikke landet frit!


Igjennem århundreder bar vi

offer og tunge savn.

Vi bar dem for fædrelandet,

vi bar dem i Jesu navn.


Skal nu arbeiderpartiet

stille de samme krav,

så vil dere kanskje spørre,

hvor livet, hvor glæden blir av?


At arbeidet er den høieste –

eneste livsværdi.

det hørte du mange gamle,

ærverdige talere si.


Å ofre sit liv for idéen

og lide for sandhetens sak –

det er næsten så altfor vakkert.

Stikker der noget bak?


Du har en glæde, mens du er ung,

den kaldes syndig begjær.

Allikevel vil du gjerne

sove hos en du har kjær.


Leve sammen med nogen,

det er en virkelig lykke;

men den kan falle nokså dyr,

så den får du undertrykke!


Det synes som heltedøden

eller et liv i savn

på en eller anden måte

er staten og kirken til gavn.


Slås kan en saktens gjøre,

offer kan saken kræve;

men målet må aldrig bli martyrskap!

Målet, det er å få leve!


Korset og tornekronen,

forsakelsens jammerdal,

er ikke vore symboler,

er ikke vort ideal.


Sosialismen skal fri dig

og ikke tyngde dig ned.

Sosialismen er lykke

og fællesskap og fred!


Det som du gir av evne

og overskudd til den,

det skal du vite sikkert,

at du vil få igjen.


Hemmeligheten er enkel,

bare du vil forstå:

Alt hvad du virkelig under de andre,

det skal du få!

 

Av Arnulf Øverland

Trykt i “Arbeidets Jul” 1937(?)
Siden sterkt redigert eller helt utelatt i diktsamlinger.

Til minne om Thomas Koppel

Komponisten, musikeren, forfatteren, debattanten Thomas Koppel er død,  61 år gammel.

Thomas Koppel.Vi har mistet en stor kunstner som etterlater seg uvurderlige bidrag til den revolusjonære kulturarven. Ja, vi sier vi ­ ‑ for Thomas Koppel var ikke bare elsket i Danmark. Mennesker verden over trykket ham og Savage Rose til sitt hjerte. Ikke minst i Norge har de danske villrosene hatt et stort og trofast publikum i mer enn tretti år.

Neil Young synger ut mot Bush

Living with war. I sitt nye album Living With War går veteranartisten Neil Young knallhardt ut mot krigspolitikken til George W. Bush og den økte undertrykkinga og overvåkinga av amerikanske borgere:

«Let's impeach the president for lying / and leading our country into war, abusing all the power that we gave him / and shipping all our money out the door . . .
Let's impeach the president for spying / on citizens inside their own homes / breaking every law in the country / tapping our computers and telephones.»

Det nye albumet Living with war kan høres på nettet.

Gymnaslæreren som gjorde Solstad salonfähig

Filmen som er lagd over Dag Solstads roman Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land omtales i overstrømmende ordelag av ei samla borgerpresse, enda før premieren. Ikke så rart, kanskje, ettersom boka blei skrivi for å forlyste borgerskapet og gi raddissene et slags alibi for at de vendte tilbake til sitt småborgerliv da ml-moten var på retur. («Vi sykla på vannet vi», høh, høh – noe å fortelle barnebarna, det!).

Hvor sannsynlig er det at filmen skulle være bedre enn boka?

  • Les en omtale av boka fra 1983.